Betingelser for lån af Gratis trailer
Generelle betingelser
(1) Freetraileren må kun føres af lejer og kun i Danmark
(Færøerne og Grønland er ikke omfattet). Kontraktsproget er dansk.
Benyttes Freetraileren uden for Danmark, er det for lejers egen
risiko, og Freetrailer ApS forbeholder sig ret til at kræve
erstatning af ethvert tab forbundet hermed.
(2) Freetraileren må ikke fremlejes eller benyttes til
befordring af personer eller dyr.
(3) Freetrailer ApS er ansvarlig efter dansk rets almindelige
regler om erstatnings- og produktansvar.
(4) Freetrailer ApS er under ingen omstændigheder
erstatningsansvarlig for driftstab, avancetab eller andet indirekte
tab hos lejer eller tredjemand.
(5) Freetrailer ApS er ikke erstatningsansvarlig for eventuelle
skader Freetraileren måtte forvolde på lejers bil, eller dennes
el-system.
(6) Freetraileren skal tilbageleveres til Freetrailer ApS plads
senest på det i aftalen fastsatte afleveringstidspunkt inden for
udlejningsstedets åbningstid og i rengjort stand. Freetraileren er
først afleveret, når lejer har modtaget en underskrevet
indleveringsseddel. Efterlades Freetraileren på pladsen udenfor
butikkens åbningstid pålægges et gebyr på kr. 300,-. Lejes en
Freetrailer dagen før en lukkedag, forlænges lejen til først
kommende åbningsdag uden, at der kræves lejegebyr for de dage, der
måtte ligge herimellem.
(7) Hvis lejer overskrider det fastsatte afleveringstidspunkt,
skal lejer betale Freetrailer ApS gældende dagspris for hvert døgn,
lejer beholder Freetraileren. Overskrides afleveringstidspunktet
med mere end 1 1/2 time, skal lejer betale yderligere et gebyr på
kr. 300,-. Har lejer ikke indgået skriftlig aftale med
Freetrailer ApS om at forlænge lejeaftalen, kan Freetrailer ApS
sætte sig i besiddelse af Freetraileren gennem en umiddelbar
fogedforretning uden sikkerhedsstillelse og for lejers regning.
(8) Lejeaftalen kan kun forlænges ved skriftlig aftale med
Freetrailer ApS. Forlængelse af lejeperioden skal ske via
Selvbetjening på www.freetrailer.dk. Aftalen er først endeligt
indgået, når lejer har modtaget skriftlig bekræftelse fra
Freetrailer ApS. Beholdes Freetraileren ud over lejeperioden uden
accept fra Freetrailer ApS, trækker Freetrailer ApS et gebyr på kr.
300,- ud over den evt. ekstra dags leje på kr. 199,- fra lejers
depositum.
(9) Alle Freetrailere er forsikrede af Freetrailer ApS.
Forsikringen gælder ikke, hvis lejer på grund af forsætlig eller
uagtsom handling forvolder skader på Freetraileren, tilhørende
udstyr eller hvis udstyr bortkommer. Ved udstyr forstås næsehjul,
nøgle, lås, låsekasse og kabel.
(10) Beskadiger lejer Freetraileren eller tilhørende udstyr ved et
ulykkestilfælde, gælder en selvrisiko på kr. 2.500,-, og
Freetrailer ApS har ret til at tilbageholde hele eller dele af
lejers depositum. Dette gælder dog ikke såfremt lejer har betalt
selvrisikodækning. Såfremt skaden eller tabet udgør et større beløb
end depositummet, skal lejer betale yderligere kr. 1.500,- svarende
til den totale selvrisiko på kr. 2.500,-. Opgøres skaden eller
tabet til et beløb, som er mindre end selvrisikoen, udbetales
differencen til lejer, når en endelig opgørelse er udarbejdet af
Freetrailer ApS. Såfremt forsikringen træder i kraft, kan lejer
ikke opkræves yderligere betaling ud over selvrisikoen.
(11) Bliver Freetraileren stjålet, gælder en selvrisiko på kr.
2.500,- og Freetrailer ApS har ret til at tilbageholde det beløb
som lejer har stillet i depositum samt at opkræve yderligere kr.
1.500,- svarende til den totale selvrisiko på kr. 2.500,-. Skyldes
tyveriet lejers forsætlige eller uagtsomme adfærd, kan Freetrailer
ApS dog rejse krav mod lejer for tab forbundet med tyveriet.
(12) Lejer skal ved afhentningen af Freetraileren kontrollere,
at den ikke er behæftet med fejl eller mangler, herunder at lygter,
signal- og tegngivningsapparater fungerer.
(13) Lejer har ret til at reklamere, hvis der er fejl eller
mangler ved den udlejede Freetrailer. Det skal i den forbindelse
oplyses, at lejer skal reklamere hurtigst muligt inden
ibrugtagning, hvis der er fejl/mangler ved Freetraileren.
(14) Der er som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret på
indgåelse af en lejeaftale med Freetrailer ApS. Da lån/leje af en
Freetrailer er en tjenesteydelse, der finder sted på et bestemt
tidspunkt (lejeperioden), bortfalder fortrydelsesretten ved
lejeperiodens start.
(15) Lejer har ansvaret for at tegne en ansvarsforsikring for
trækkrogen på det køretøj, som lejer anvender. Lejer gøres
opmærksom på, at en sådan forsikring ikke automatisk er omfattet af
køretøjets lovpligtige ansvarsforsikring.
(16) Lejer er forpligtet til at besidde et gyldigt kørekort, der
giver lejer ret til at trække den lejede Freetrailer.
(17) Freetrailer konceptet giver mulighed for 1 dags gratis leje
af en Freetrailer. Ønsker du at leje en Freetrailer i 2 eller flere
dage, skal du efter dag 1 forlænge lejemålet ved betaling af kr.
199,- pr efterfølgende dag. Du kan ikke oprette nye, gratis lejemål
på hver 1 dag i forlængelse af det første, selv om du leverer
traileren retur og "starter forfra" med en ny kontrakt. Dette
betragtes som misbrug af det gratis koncept, og Freetrailer ApS kan
derfor annullere din reservation. Konstateres der misbrug, har
Freetrailer ApS ret til at opkræve leje for den pågældende periode
og/eller afvise dig som lejer.
(18) Afhentes Freetraileren ikke en time efter den reserverede
tid, bliver reservationen annulleret og der trækkes kr. 199,- i
gebyr fra lejers depositum. Hvis lejer bliver forhindret i at
afhente sin Freetrailer, skal lejer senest 1 time før
afhentningstidspunktet afmelde sin reservation. Afbestilling skal
ske via Selvbetjening på www.freetrailer.dk.
(19) En reservation er ikke en garanti for, at der er en
Freetrailer til rådighed. Er Freetraileren ikke kommet retur fra
tidligere udlejning - eller er den skadet - er Freetrailer ApS ikke
forpligtiget til at skaffe en Freetrailer til lejer. Freetrailer
ApS kan således ikke gøres ansvarlig for eventuelle direkte eller
indirekte tab, som en lejer måtte lide.